

Forskning
Forskningsprojektet Bygningskultur 2015
Forskningprojektets hovedmål er at koordinere foreliggende viden og at etablere ny viden indenfor området gennem fremlæggelse af handlingsanvisende analyser, metoder og eksempler, der kan kvalificere kulturarvens forvaltning, bevaring og transformation. Forskningen orienterer sig således mod flere forskningsdiscipliner, idet såvel registreret dataindsamling, teoretisk vidensudvikling og praksisorienterede forsknings- og udviklingsarbejder involveres. Udgangspunktet er at søge viden og erkendelse ved både at anvende den videnskabelige, databaserede tilgang og den arkitektonisk forslagsgivende.
Det er således et mål at sammenkæde det kulturbevarende med det kulturskabende ved at genoptage den særlige forskningskultur der tidligere med bl.a. Kaare Klints møbelskole og Kay Fiskers boliglaboratorium har virket befordrende for udviklingen af en specifik arkitektonisk forskningskultur i Danmark. Forskningsprojektet sidestiller den videnskabelige forskningstraditions metodik med en hermeneutisk, fænomenologisk fremgangsmåde. Bygningsarkæologi, bygningshistorie, arkitekturhistorie og bygningsteknologi inddrages, ligesom hovedværker om autenticitet, kroppens fænomenologi og teoridannelser om den menneskelige erfaring med rummet og dets artefakter indgår i projektets metodiske og teoretiske fundering. Genstandsfelterne ses i en særlig optik der er tredelt, henholdsvis den fænomenologiske synsvinkel, den tekniske synsvinkel og endeligt den historiske synsvinkel. Denne tresidige forståelsesramme har en direkte reference i professor Andrea Deplazes forskningsmetodik ved ETH, som det blandet andet fremgår af publikationen Constructing Architecture, Materials Processes Structures.
Synergi mellem forskning og undervisning
Kandidatuddannelsen i Kulturarv, Transformation og Restaurering samtænkes med forskningsenhedens Bygningskultur 2015´s aktiviteter. Fokus, genstandsfelter og opgavetematikker koordineres i et fagligt miljø hvor studerende, forskere og undervisere interagerer. Der tilstræbes gensidig synergi imellem et velfungerende studie-miljø og et nyt dynamisk, omverdensrelateret forskningsmiljø. Erfaringer herfra bringes videre ind i drøftelserne om hvordan samspillet mellem forskning og undervisning på KA kan forbedres. Der indsamles således nyttige erfaringer om, hvorledes projektundervisningen på KA kan udvikles sammen med forskningen i integrerede forsknings- og undervisningsmiljøer til gavn for såvel undervisningen som for forskningen.
2. |
3. |
2. Københavns Byret, C.F. Hansen, 1815
3. Transformation af Danmarks Akvarium, stud.arch. Nanna Snog, 2010


2.
3. 