
Digitalt Design og Produktion
Kurset fokuserer på design af digitalt informerede modeller til fabrikation via rapid prototyping. Produktionen foregår med 2D laserskærere og 3D gipsprinter. Målet er at træne arkitekter og designere i moderne digitale designværktøjer og fabrikationsmetoder.
Første uge er en grundlæggende indføring i 3D-modelleringsprogrammet Rhinoceros 4 og rendering med Maxwell Render ver 1. Rhino bruges på mange tegnestuer fordi det er let at lære, kan modellere præcist med frie former som CAD program samt eksportere til de fleste andre programmer og maskiner, herunder CNC- og laserskærere og 3D printere.
Anden uge er introduktion til parametrisk design med Rhino plug-in´et Grasshopper. GH er et geometrisk programmerings”sprog” med et grafisk interface som gør det interessant at lære for formgivere der gerne vi indbygge parametri og afhængigheder ind i de digitale modeller. Grasshopper bruges i stadigt større grad til at automatisere og optimere designprocessen indenfor design og byggeri.
Tredje uge optimeres det digitale design til fabrikation på laserskærer og/eller 3D gipsprinter. Der skal tages højde for produktionsmetode og materialeegenskaber og modellen eksporteres til de respektive filformater som læses af maskinerne. De analoge modeller samles og klargøres til præsentation sammen med et udvalg af procesbilleder.
Der udstedes et bevis for fagspecifikt kursus på 5 ECTS point.
Samarbejdspartnere inkluderer gæstelærere og –foredragsholdere fra
3XN
GXN
BIG
Bystrup Arkitekter
Bang&Olufsen, David Lewis Designers
Institut for Design og Kommunikation, KA
Forskere fra Center for IT og Arkitektur, KA
Citater fra deltagerevalueringerne:
”Kurset har været utrolig godt og jeg har lært langt mere end jeg havde troet at jeg ville. Endvidere har undervisningen fra Morten været helt i top og med en fart & niveau der betød at man kunne følge med hele tiden. De mange inviterede undervisere fik på en god og spændende måde vist og fortalt hvordan man anvender programmerne ude i virkeligheden.” 2010
”Jeg syntes det var nogle virkelig gode programmer at blive introduceret til, og helt sikkert noget jeg vil bruge fremadrettet.” 2010
”Super godt planlagt. Meget intensivt=godt. Dog svært at overskue grasshopper… Fedt med meget input udefra. God energi + god underviser!” 2011
”Er generelt godt tilfreds, syntes at kurset var veltilrettelagt og lærerigt. Det var sjovt at lære både Rhino og Grasshopper. Fint med gæsteforedragsholdere. Gav et lille afbræk, så det ikke blev ren undervisning hele dagen.” 2011


