Vejledning ved Peter Bertram.
Projektet er et forslag til en ny landskabs- og bebyggelses strategi for et 90.000 kvm. stort område i Assistens Kirkegård, der i 2020 skal omdannes til park. I det nye forslag videreføres karaktertræk og kvaliteter ved kirkegården i et nyt by- og parkrum, som på den måde bliver noget andet end en traditionel bypark. Projektets omdrejningspunkt er det offentlige rum, og kirkegården som et byrum med en særlig type offentlighed, det er vigtigt at bevare og styrke i fremtiden. Området deles i 2 lige store felter, hvoraf det ene er frit tilgængeligt døgnet rundt og det andet følger Assistens Kirkegårds nuværende åbningstider. Samtidigt præges forslaget af en række enkeltstående bygninger, med forskellige funktioner, der er spredt ud over hele området.
Assistens Kirkegård
Assistens Kirkegård ligger i den tætbebyggede del af Nørrebro og omkranses af to stærkt trafikerede veje, Jagtvej og Nørrebrogade, samt Hans Tavsens Park.
Hele det sydvestlige område af Assistens Kirkegård er under afvikling, således at grave uden kulturhistorisk betydning vil kunne nedlægges i 2020 og fritlægge et L-formet område på omtrent 90.000 m2 af kirkegården til forandring.
Langs dette områdes inderkant vil lokalkirkegården bestå. Området mod Nørrebrogade og det nordøstlige hjørne er planlagt til henholdsvis mindepark og musealt område og vil i deres fremtoning ikke ændre væsentlig karakter.
Den andethed som kendetegner kirkegårdens rum er ved at forsvinde, i takt med at man omlægger kirkegårdene til parker. At kirkegårdens program er ved at forsvinde medfører et tab for byen, et tab af “det andet rum”. Assistens Kirkegård danner derfor ramme om en særlig arkitektonisk udfordring: Hvordan bevarer man den andethed til byen som kirkegårdsrummet udgør, samtidigt med at kirkegårdsfunktionen forsvinder? Og er der en ny fremmedhed som kan melde sig? Kan der skrives nye programmer der med opmærksomhed mod kirkegårdens rum, kan bevare det efterladte som noget mere og noget andet end et rekreativt rum i byen?
Heterotopi
I foredraget “Andre Rum” taler den franske filosof, Michel Foucault om steder der i forbindelse eller samspil med omkringliggende rum, bliver til noget andet end det de umiddelbart er. Disse rum, der indeholder flere betydningslag eller relationer til andre rum end umiddelbart antaget, kalder Foucault for “heterotopier”.
Heterotopier er virkelige rum modsat utopier, eller uvirkelige rum. Den arketypiske heterotopi er spejlfladen.
Foucault skriver:
“I spejlbilledet ser jeg mig selv der, hvor jeg ikke er, i et uvirkeligt rum, som potentielt åbner sig bag overfladen, jeg er derovre, der hvor jeg ikke er, en slags skygge, som indgiver mig selv min egen synlighed, som tillader mig at betragte mig der, hvor jeg er fraværende, spejlfladens utopi”.
Spejlfladen er når det kommer til stykket uvirkelig, da det er et sted uden sted.
Spejlfladen fungerer som en heterotopi, da den gør det sted, som man optager i øjeblikket, absolut virkeligt, relateret til det rum som omgiver det og samtidig absolut uvirkeligt, idet det for at fornemmes må passere gennem et potentielt punkt, som er derovre.
Heterotopien er altså et forhold mellem alle de andre rum, alle de almindelige og profane rum den spejler og kommenterer. Derved bliver kommentaren ikke priviligeret, men derimod sat på spil, netop fordi den konkretiseres.
Heterotopiens mulighed ligger i det forhold at den “drømmende” eller metaforisk ombytter de almindelige rum på samme tid som den er konkret til stede. Den er derfor ikke en eskapisme.
Et eksempel på en heterotopi er kirkegården, der kan betragtes som en spejling af byen. Forskellig som den er, fra de almindelige rum i byen, udgør kirkegården et rum som er noget andet end de kulturelle urbane rum udenfor. Samtidigt er den dog tæt forbundet med byen udenfor, da det er her at alle byens mennesker, i kraft af deres afdøde slægtninge bringes sammen i en anden by.
Walking in the City
“The ordinary practitioners of the city live “down below”, below the thresholds at which visibility begins. They walk - an elementary form of this experience of the city; they are walkers, Wandersmänner, whose bodies follow the thicks and thins of an urban “text” they write without being able to read it. These practitioners make use of spaces that cannot be seen; their knowledge of them is as blind as that of lovers in each other’s arms. (...) It is as though the practices organizing a bustling city were characterized by their blindness. The networks of these moving, intersecting writings compose a manifold story that has neither author nor spectator, shaped out of fragments of trajectories and alterations of spaces: in relation to representations, it remains daily and indefintely other.”
Michel de Certeau, “Walking in the City”, i The Practice of Everyday Life (1984)
Vi ibrugtager rum som man ikke kan se. Vi er vant til at tænke byens rum som synlige, ordnede størrelser, mens de måske snarere er flygtige og usynlige. Ifølge Michel de Certeau bør vi betragte byens rum som noget der skabes af handlinger og bevægelser, i modsætning til statiske, og geometriske opfattelser af det rumlige. Det fysiske rum produceres som et udvalg af muligheder og forhindringer, og det sociale rum opstår omkring disse muligheder som en praksis. En praksis hvor det enkelte menneske medvirker til at skabe rum ved at aktualisere visse fysiske muligheder og underkende andre.
“Walking in the City” beskriver en by hvor det urbane - det der gør at vi kan betragte byens sammenhæng - er myldret af menneskers bevægelser og handlinger på et lokalt plan, snarere end en overordnet by- eller planlægningsstrategi. De urbane rum som hele tiden skabes og viskes ud af handlingerne og bevægelserne er grundlæggende ikke-steder og ikke-arkitektoniske da de kun eksisterer i nuet og er fuldstændigt singulære og subjektive.
Man kan ikke bygge disse flygtige rum, men man kan have en særlig opmærksomhed mod byens bevægelser og den rumlige praksis, mod det hverdagsagtige og almindelige. Opfatte og iværksætte arkitekturen i forhold til en dynamisk og igangværende by. En arkitektonisk strategi der planlægger byen i relation til det lokale og forsøger at skabe plads til dette mylder af individuelle historier - åbninger mod en dynamisk og metaforisk by.
Folie
Folien er et arkitektonisk motiv, som har sin oprindelse i den romantiske landskabsarkitektur fra det 17. århundrede og fremefter. Folierne er som udgangspunkt bygninger af en billedskabende, associerende karakter, snarere end bygninger med en egentlig funktion. Ofte er det bygninger med en funktion som er gået tabt, eller med en sekundær funktion, og i andre tilfælde bygninger skabt udelukkende til det formål, at være centrum for en særlig opmærksomhed. I den forstand er folien som udgangspunkt et tomt, uprogrammeret rum.
I vores brug af dette arkitektoniske motiv, har vi betragtet folien som noget der henleder opmærksomheden på forholdet mellem arkitektur og program, mellem det byggede og den faktiske anvendelse. At arkitektur ikke kan reduceres til sit program, at den ikke kan determinere anvendelsen og at den ikke udtrykker anvendelsen gennem sin konstruktion. På denne måde forstås folierne som en åbning. En idé om det offentlige rum, som noget ubestemt, et tomt rum, der stilles til rådighed.
Den metaforiske by
Vi kan ikke gribe øjeblikket, fra et sprogligt eksternt synspunkt. Men vi oplever øjeblikket hele tiden, og vores egen krops, og ligeledes arkitekturens, strukturelle integritet fremstår som en konstruktion der tillader os at opfatte flere tider. At se arkitekturen, som noget der tilhører en anden tid, samtidigt med at den eksisterer her og nu.
Arkitekturen indskrives i en tid og et rum som ikke er homogent, men er knyttet til begivenheden, til det fremmede, det ukendte, det andet. Hvor tiden ikke kan opfattes i et homogent, abstrakt system, kan bygningen heller ikke alene opfattes i et metrisk system, men sættes i forhold til det liv der udfolder sig i den. Denne tidløshed er grundlaget for at arkitekturen kan tilbyde noget andet. Dens kvalitet er ikke, at den er foran sin tid, men at den formår at bringe flere tider sammen.
Vores projekt indkredser folien som et centralt arkitektonisk motiv, der præsenterer sig med en anden tidslighed. Folien er forankret i “det andet”, det fremmede og det uventede. Således er den en væsentlig forudsætning for, at kunne bevare og forstærke “det andet rum”, kirkegårdens heterotopi, samtidigt med at kirkegårdens program forsvinder. Kirkegårdens heterotopi, er knyttet til et tidsligt skred - et sted der er sat uden for tiden, i den forstand at det er her, at alle byens tider, byens mennesker, bringes sammen i en anden by. Folien kan på samme måde præsentere os for et heterotopisk rum. Et rum der spejler byen, men præsenterer sig med en tomhed, en åbning mod det metaforiske, mod mellemværendet mellem program og arkitektur. Folien problematiserer forholdet mellem et narrativ og en faktisk funktion. Gennem sin fremmedhed, sætter folien et rum til rådighed for en funktion. Snarere end rummet er betinget af sit program, glider form og funktion på hinanden i en arkitektur som ikke stemmer overens, men dyrker fremmedheden.
Et andet centralt udgangspunkt for vores projekt er Michel de Certeaus beskrivelse af byen som et handlingsrum, genereret af lokale hændelser. Grundtanken hos Certeau er, at byen bliver til som et resultat af individets handlinger i det lokale. At den så at sige emergerer nedefra, skabt af de mennesker som lever i, og bruger, byen. Certeaus tanke indlejres dog ikke i projektet som et konkret arkitektonisk motiv på linje med folie-begrebet, men fremkaldes snarere som en opmærksomhed. Vi mener ikke, at man kan bygge Certeaus by direkte, men hans tanker åbner blikket mod byen som en social praksis. En opmærksomhed der gør sig gældende i foliernes spredning udover feltet, og i deres åbenhed. På et lokalt niveau eksisterer hver enkelt bygning med sin egen verden, og på et mere overordnet niveau udfletter de et felt imellem sig, med en dynamik og en metaforik af den karakter som Michel de Certeau har beskrevet. I overensstemmelse med denne tanke bliver hver enkelt bygning og hele det felt de stiller imellem sig, til en problematisering af det offentlige rum. Til et rum der stilles til rådighed, og som er præget af en grad af tomhed, en åbning mod det der vil finde sted.
Projektets overordnede fokus er en kvalificering af det metaforiske som en arkitektonisk strategi. Ulæsbarheden i byens sammenfiltrede netværk af hændelser, er udgangspunktet for en arkitektur hvor benævnelserne og den faktiske funktion glider i forhold til hinanden. Arkitekturens benævnelser og bygningernes funktioner udgør et felt, snarere end en logik. Det er vores intention med udgangspunkt i begreberne om heterotopi, folie, og emergens, at præsentere Assistens Kirkegård som et felt, der ikke skal betragtes som et afsluttet hele, med en intern logik, men som en åben liste af arkitektoniske formdannelser og programmatiske navngivelser. I den forbindelse udgør hver enkelt bygning, et individuelt forhold mellem program og arkitektur. Hver enkelt bygning er sin egen verden, sit eget forhold mellem form og funktion.
Områdets fordeling
Projektet fremkaldes som to store felter der deler området stort set ligeligt mellem et frit tilgængeligt område mod Jagtvej og et lukket område mellem Hans Tavsens Park og Poppelallé. Mellem disse to felter placeres en lang bygning der både fungerer som mur og som tærskel mellem det lukkede og det åbne felt.
I området mod Jagtvej rives den ydre mur mod vejen ned, mens trælinien mod vejen bevares. Dette åbner i stedet et felt, der fungerer som en overgangszone mellem byen og det lukkede område. I dette åbne felt fremstår arkitekturen hovedsageligt som åbne tomme rum. Disse er præsenteret i modelmateriale som en serie af støbninger i skala 1:100.
Mod Nørrebroparken og Hans Tavsens Park åbnes området i en stor nedsænket plads der fungerer som forbindelse til disse nærliggende områder, og som en passage ind i området, mod den store bygningsmur, og den lukkede del af området.
I nærhed til den nedsænkede plads, og mellem den lange bygningsmur og Jagtvej, placeres en hal der kan anvendes til flere forskellige formål. Hallens ydre form præsenteres i modelmaterialet som en afstøbning. Hallen er et enkelt, dobbeltkrumt hvælvet rum, skabt som en grid-trækonstruktion med en ydre beklædning.
Videre mod områdets nordlige del placeres en åben skalkonstruktion. Skallen fungerer som et overdækket uderum og er åben på alle sider. Skallen er en støbt betonkonstruktion, der støtter på jorden i fire hjørner.
Videre mod Nørrebros Runddel finder man en nedsænket bygning der ligger som en sten i jorden. Bygningen fungerer samtidigt som et uderum man kan træde op på.
Mod områdets nordligste kant anlægges en kunstig bakke, med en fordybning i midten. Bakken placeres i kanten som et landskabstræk der er en tydelig markør af det andet rum. man træder ind i, hvis man bevæger sig ind på området.
Mellem Hans Tavsens Park og Poppelallé afgrænses et stort felt der følger den nuværende kirkegårds åbningstider og dermed bevarer den samme utilgængelighed overfor byen, som kirkegården har nu. Denne modstand overfor byen er en vigtig forudsætning for at bevare heterotopiens rum. Området har 3 indgange, en i hver ende af Poppelallé og en mod Hans Tavsens Park. Mod den øverste indgang, afgrænses området af en bygning, der spænder hele vejen på tværs fra Hans Tavsens Park og henover Poppelallé. Indgangen mod Hans Tavsens Park sker gennem en “Lade”-bygning. En stor åben bygning, der åbner sig med en port ud mod Hans Tavsens Park, der hvor den eksisterende indgang til området er i dag. Udover denne indgang afgrænses feltet, mod Hans Tavsens Perk med en mur i stedet for det eksisterende hegn. I bunden af feltet placeres to bygninger der danner afgrænsning mod Kapelvej. Mod den tilbageværende kirkegård fungerer Poppelallé som en naturlig afgrænsning, men også som et skel der gør det muligt at bevæge sig frit mellem det omdannede område og den tilbageværende kirkegård indenfor den fælles åbningstid.
Med afgrænsningen på alle fire sider, etableres et felt som har en abstrakt karakter. I kraft af sine åbningstider og sin enkle form bliver området således til et felt der kan bevare “det andet rum”. I dette felt placeres en række bygninger som på forskellig vis knytter sig til tanken om folier, heterotopien og det lokale. Bygningerne placerer sig ikke som et afsluttet hele, men snarere som et udvalg fra en åben liste af funktioner, og formdannelser. Disse bygninger præsenteres som opstalter og tagplaner i skala 1:200. Herudover har vi udvalgt tre eksempler der præsenteres i en skala 1:100. Det er et udsnit af bygnings-muren mod feltets overside, et børneinstitutionsrum, og et tårn. Disse tre eksempler er udtryk for 3 forskellige programmer og bygningskarakterer.
Tre eksempler
Børneinstitutionen fremstår med en karakter som en pavillion. En enhed der består af ét sammenhængende rumligt forløb og som er præget af et enkelt program - et rum der stilles til rådighed for børneinstitutioner for en dag. Det tætte forhold mellem det enkle program og bygningens pavillion-karakter, medfører et fokus på materialiteten. Tegningsmaterialet fokuserer derfor på det taktile og materialemæssige, fremfor en programmæssig kompleksitet.
Rumligt består bygningen af ét sammenhængende rum, hvor den ene halvdel er nedsænket 3 trin. I bygningens yderside bindes rummet sammen af to rampeforløb, mens rummet i bygningens midte er delt i en opholdsdel og et køkken- og spise afsnit. Bygningen har desuden tilknyttet et drivhus og et uderum.
Muren mod feltets overside er en rumlig tærskel. Et overgangsrum, der indskriver sig i traditionen for at afgrænse kirkegården med en mur, men samtidigt er et bud på en mur der er rumlig, og derfor kan indeholde flere rumlige programmer. Bygningen er 170 meter lang og behandles først og fremmest som et udkast til et princip for hvordan man kan bebo muren. I den forstand er den diagrammatisk, snarere end realistisk. Dens udgangspunkt er en gridstruktur, der viser sig som et modulsystem i facaden og sætter en grundlæggende takt på langs af bygningen. Denne opdeling, tillader en fordeling af vinduesåbninger og døråbninger hen langs facaden, og sætter samtidigt en indre, rumlig takt. Bygningen åbner sig henholdsvis mod den tilstødende plads på ydersiden eller mod feltet bagved muren, men aldrig til begge sider på samme tid. I det valgte udsnit indeholder muren en café, et musikbibliotek og et antal øvelokaler. Tegningsmaterialet afspejler den diagrammatiske karakter, med fokus på facadens modulkarakter og den rumlig disponering i den smalle bygning.
Tårnet i feltets midte fremstår sanseligt og oplevelsesmæssigt, snarere end programmeret og realistisk. I den forstand er tårnet en arkitekturfantasi. Tårnet placerer sig ikke som et himmelstræbende tårn men snarere som en stub, der kun lige når op i højde med de nærliggende trækroner. Rummet er dog større end man først vil opleve det udefra og tilbyder to modsatrettede bevægelser og to forskellige oplevelser. Fra grundniveau går man ind i en ydre cylinderform og lidt over 3 meter ned i et kælderniveau. Her står man i et rum hvor man ikke kan se himlen, men et diffust lys breder sig fra en åbning hele vejen rundt i den ydre cylinders overkant. Herfra er det muligt at træde ind i et indre cylinderformet rum og stige op til en platform i tårnets top hvorfra man kan se ud på trækronerne og op mod himlen. Tegningsmaterialet afspejler det oplevelsesmæssige aspekt ved bygningen, gennem sit fokus på dagslyset og den dobbelte cylinderform.
De 3 eksempler viser på forskellig vis hvordan forholdet mellem benævnelserne og arkitekturens praktiske anvendelse glider i forhold til hinanden, og hvorledes folierne i deres mest tomme karakter står uden funktion - og i stedet bliver til et billede. I den forbindelse er det vigtigt at pointere, at når visse bygninger har benævnelser som f.eks. “fabrik” eller “laboratorium” skal denne benævnelse forstås i forhold til foliernes karakter, som en billedskabende betegnelse, snarere end et konkret realiseret program. “Fabrikken” henter sin billedverden, sit udtryk og sine elementer fra den industrielle fabrik, men determinerer ikke en bestemt anvendelse. I stedet skal den ses som et tomt rum, der kan optages af flere forskellige anvendelser. Man kan forestille sig, at mindre produktionserhverv kan flytte ind i “Fabrikken”, mens det ikke er sandsynligt eller ønskeligt, at den rent faktisk bliver brugt til industrielle formål. Således er den tæt forbundet til vores tanke om folierne - rum der udvendigt er associerende og billedskabende, mens deres faktiske anvendelse, i udgangspunktet er ubestemt.
Ved siden af de udvalgte bygninger som præsenteres gennem tegningsmaterialet, har vi udviklet et modelmateriale. Disse modeller medvirker i nogle tilfælde direkte som et formmæssigt materiale i projektet, men skal i øvrigt ses som en åbning af materialet, og en perspektivering af den åbne liste af benævnelser og arkitektoniske formdannelser som projektet præsenterer.
Landskabsstrategi
Hele området behandles med en opmærksomhed for de eksisterende landskabstræk. Kirkegårdens nuværende tætte beplantning og dens parcelering, med tætte opdelinger mellem gravfelter og stier, er nært forbundet til kirkegårdens heterotopiske rum, og bør derfor i en vis udstrækning bevares som et træk i en ny beplantningsstrategi for området. Det tætte system af gangstier og grave binder det tilgængelige og det utilgængelige sammen. Denne relation er forankret i kirkegårdens evne til at fungere som “en anden by”. En spejling af byens infrastruktur, og dens opdeling i felter med forskellig grad af tilgængelighed. Denne parcelering har en meget anderledes karakter end det traditionelle rekreative park-rum, uden dog at gøre kirkegården fuldstændigt umodtagelig for det rekreative.
I forlængelse af kirkegårdens særlige landskabsarkitektur, og dens infrastruktur har vi udviklet en landskabstrategi, der opdeler feltet i et tæt netværk af gangflader og beplantningsflader. Den eksisterende beplantning, behandles med en teknik der visse steder visker og rydder i bevoksningen, og andre steder lader den eksisterende beplantning stå tilbage. Med en “pixelerings-teknik” udviskes grænserne mellem de beplantede felter og gangstierne, samtidigt med at feltet åbnes mere og der ryddes større områder. Denne pixelering af feltet giver skiftevis helt tætte områder og rydninger, og skaber dermed hverken et helt overskueligt eller uoverskueligt område, men i stedet en variation af tæthed. Overordnet set fungerer beplantningen som en afgrænsning af området, både i det lukkede og det åbne felt. Mod Jagtvej bevares den eksisterende trælinie, mens udvalgte træer inde i feltet også bliver bevaret. Poppelallés træer bevares ligeledes som den indre tærskel mellem det omdannede felt og den tilbageværende kirkegård. Også mod Hans Tavsens Park bevares træerne i en vis udstrækning som en del af feltets grænse. Samtidigt ryddes større områder inde i feltet for at skabe plads til andre landskabstræk, herunder en kunstigt anlagt bakke, en sø, og et sceneområde. Andre steder bevares dog en høj grad af tæthed i beplantningen inde på feltet - det sker omkring tårnet og visse steder mod bygningsmuren.
Da området ikke længere skal knyttes udelukkende til ét program fungerer variationen af landskabets tæthed som en spejling af byens variation. Samtidigt bindes området, i kraft af sit landskab, tæt sammen med det resterende kirkegårdsområde, og står ligeledes i direkte kontrast til de tilstødende rekreative park-rum i Hans Tavsens Park og Nørrebroparken.
CV
www.aardvark.is
Top
Print
Share
RSS