MOTIVATION
Intentionen med at tegne en moské som afgangsopgave udspringer af et ønske om at arbejde med nogle specifikke udfordringer indenfor arkitektfaget.
Det at tegne et religiøst sted er en udfordring. Her er der så mange stærke følelser og symboler på spil. Ved at vælge en religion jeg har et begrænset kendskab til, udfordrer jeg min egen evne til at sætte mig ind i andres behov, følelser og synsvinkler, hvilket er en vigtig egenskab at have som arkitekt.
Derudover fascinerer den islamiske kultur mig. – Socialt, religiøst og ikke mindst arkitektonisk.
Jeg har ikke selv noget religiøst tilhørsforhold, men jeg respekterer religioner som en måde for mennesket at forstå og være i verden på – og den forståelse vil jeg gerne tilegne mig for at kunne omsætte den til arkitektur.
Udover min personlige indgang til dette projekt har jeg ligeledes valgt denne problemstilling, da jeg har en ambition om at kunne medvirke til at løse dele af sociale problematikker – i dette tilfælde integration – i arkitekturens verden.
I et samfund er viden om hinanden vigtig. Frygt skabes og vokser, når noget er ukendt. Man føler sig truet, når man ikke ved hvor andre står. Det er det jeg mener der udspiller sig i det danske samfund i dag. Mange føler sig truet af den islamiske kultur, fordi vi ikke kender den.
Med dette projekt ønsker jeg at bidrage til en forståelse for den islamiske kultur i det danske samfund. Ved at forflytte de religiøse handlinger fra skjulte lagerbygninger og ud i det offentlige byrum, tilsigter jeg, at ”Danmark” bevidstgøres om den accept og anerkendelse som religionen – og menneskene bag – fortjener. Integration går begge veje – ligesom samfundet forventer at muslimer følger de danske love og regler, må det danske samfund åbne sig mere og anerkende det islamiske trossamfund på lige fod med øvrige store religioner.
Projektet har jeg valgt at kalde KRYDSFELT, idet jeg både ser denne opgave som et krydsfelt mellem to kulturer – den danske og den islamiske – såvel som et krydsfelt rent geografisk. Projektet bliver placeret centralt og i et punkt, der ikke bare binder Nørrebro op på de omkringliggende bydele, men også Nørrebros borgere indbyrdes.
VISION
Min vision tager karakter af et samfundsmæssigt dilemma, som søges afklaret gennem en arkitektonisk løsning.
Udover at dette projekt skal være med til at give muslimerne en følelse af accept fra det danske samfund og et sted at være stolt af, skal det ligeledes være et integreringsprojekt.
For yderligere at fremme forståelsen mellem muslimer og ikke-muslimer vil jeg som en integreret del af moskéen implementere et islamisk kulturcenter. Her vil det være muligt for muslimer, som ikke-muslimer at få oplysninger om islam - og endvidere være et centrum, der åbner for debat forskellige trosretninger imellem.
Jeg forestiller mig alt dette styret af en paraplyorganisation, som indeholder flere forskellige islamiske foreninger. – Evt. styret af en organisation som Moskeforeningen Kbh. Denne organisation peger på et stigende behov for et samlingssted for de dansksprogede muslimer. Dette behov er opstået som følge af en naturlig udvikling, i kraft af konvertitter, såvel som af de anden- og tredjegenerationsindvandrere, der har dansk som hovedsprog.
Det primære sprog bliver derfor dansk, men kun i det omfang der til stadighed kan argumenteres for i forhold til størstedelen af de besøgende.
Dette nye mødested etablerer to primære funktioner, en for følelse og en for forståelse. Det er min intention at disse to forskellige funktioner skal komme til udtryk i udformningen af bygningskroppen.
Den religiøse funktion appellerer til de indadvendte følelser, hvorimod den formidlende del, er udadvendt og åbner op.
Modsat hvad mange tror har moskéen ikke en strengt dikteret udformning, men afspejler ofte den historiske tid og de lokale byggetraditioner. Denne arkitektoniske frihed kontra det mere formelle udtryk vækker min nysgerrighed for hvad dette møde mellem netop disse to kulturer kan afstedkomme. Målet er en syntese af de forskellige træk – og dermed en form for arkitektonisk integration.
CV



