Et cirkus på vand

Cirkus fascinerer, fordi det altid har været forbundet med en vis magi og mystik. En iscenesættelse af rummet i en forunderlig blanding af en opdigtet verden og virkeligheden omkring os. En verden hvor drømmeagtige, poetiske og eventyrlige dimensioner afsøges.
Cirkus danner rammen for heroisk udførelse og fantastiske udfoldelser, men er lige så meget en verden for det skæve og anderledes. Det har altid været tilholdssted for udskuddene, gøglerne, de stedsløse, vagabonderne, sigøjnerne og de vanskabte. Cirkus er på en måde et reservoir for drømmen om frihed og for poesi, men også for det groteske og irrationelle.
Ny cirkus befinder sig et sted mellem moderne dans, teater, akrobatik, performance og kunst. Scenografien er ofte rå og dyster. Der er lån fra moderne billedkunst, fra folkekulturens fabelsprog, fra medierne og popkulturen. Intentionen har været at skabe rum, som kunne afspejle og styrke denne karakter. En verden fuld af magi, hvor nysgerrigheden bliver vakt, så man bliver overrasket eller måske bange. En cirkusverden, man kan besøge og drømme sig ind i.

Jeg forestiller mig et flydende cirkus. Et cirkus på vand.
Ideen er den rejsende forestilling. Et cirkus, der bevæger sig i vandet fra sted til sted, og på magisk vis indtager og forandrer de rum, det møder.
De første indledende skitser er bestemt af tanker omkring det flydende cirkus og dets kobling til en permanent base. Gennem håndtegninger indkredses et sted, hvorfra projektet kan folde sig ud. Herfra udspringer mit tegningsmateriale og den forestillingsverden, hvori arkitekturen tager sit afsæt.
Basen placeres i havnen. Den har karakter af de omgivende industribygninger, mens cirkussets mere flydende struktur spejler sig i kranernes fleksibilitet og funktion. De store rene flader mod de bevægelige strukturer. Den faste form mod den mobile, fleksible maskine.

Gennem refleksioner omkring kroppens bevægelser skabes vertikale og horisontale udvekslinger, der konstruerer mulige rumlige relationer. Ud fra håndskitser og en digital tegningsmæssig bearbejdning udføres flere konceptmodeller. Det producerede materiale danner en samling, et katalog af former, et såkaldt formbibliotek. Processens informationsmængde bestående af konceptplaner og -snit koordineres i en samlet form gennem intuitiv udvælgelse og navngivning af figurer.

Cirkus er blevet kaldt den mest demokratiske kunstform. Manegens cirkelform gør det umuligt at gemme sig i kulissen, snyde eller lave tricks. Det er den menneskelige formåen uden sikkerhedsnet, der er i centrum. Numrene i den runde arena er udformet, så alle kan se. Der er ingen orkesterpladser eller kongeloge i det traditionelle cirkus, så organiseringen af den oplevelse publikum tilbydes, er i princippet ens for alle.
Selv om den klassiske manege er en sjældenhed, har der i nyere tid været diskussion om arenaens tilbagekomst.
Cirklen er ikke en betingelse for, at noget kan siges, at være et cirkus, men det hører med til de ting, der er specielle ved cirkus. Som publikum er man rundt om artisten og ser således både artisten og hinanden. For artistens optræden betyder det, at denne må forholde sig til publikum til alle sider.
Cirklen kan ses som cirkussets allerhelligste, et centralt omdrejningspunkt, hvorom alting roterer.

Metoden er en transformationsproces, hvor et kunstnerisk udtryk gennem intuitive valg og fornemmelser transformeres til et arkitektonisk produkt. En stædig insisteren på en definitiv beskrivelse og dokumentation af enhver handling fra start til slut, medfører procesforløbets metodiske synliggørelse. Ved at fastholde kravet om en præcis og ensartet dokumentation af hvert skridt i processen, træder denne frem som værende produktet.
Dette tydeliggør de valg, som er truffet gennem hele forløbet. Det producerede materiale fra første del af projektet får derfor lige så stor vægt som det endelige resultat. Herved kommer processen i fokus og ligestilles med produktet.
Det endelige bygningsværk fremstår som en form for helhed karakteriseret ved et slægtskab mellem del og helhed og mellem delene indbyrdes.
Produktet kan ses som et øjebliksbillede af en stadig vedvarende proces. Arkitekturværket ændrer karakter fra en afsluttet helhed, hvor intet kan tilføjes eller fjernes, til et tilfældigt udvalgt punkt i en aldrig afsluttet proces, fra et værk, der lukkes gennem en afsluttet uforanderlighed til et værk, der står åbent.

CV

Tilbage til projekter