Jeg iagttager havnens facade mellem operaen og Knippelsbro og tager mig i at beundre den beskedne industribygning på Christiansholm.
Min intention har været at transformere Christiansholm fra industrianlæg til by. Jeg har forsøgt at være nænsom overfor historiske og eksisterende motiver for derved at fastholde en del af stedets ånd.
De lave uprætentiøse bygninger klæder havnens store skala og står i kontrast til de senere års monumentale ikonbyggeri. Bygningerne er ikke af høj bevaringsværdi, men de fortæller et stykke historie om havnen som industrihavn. Jeg mener at havnens skala og stemninger danner grobund for en storby.
Jeg er fascineret af bagsiden af Venedigs arsenal; måden bygningerne smelter sammen i én mur, ud mod vandet. Bygningerne der smelter sammen til en mur og bevægelsen på kanten af vandet har været et motiv i mit videre arbejde.
Jeg har tilføjet en boligmur på kanten af øen. Bygningskroppen skærer sig ind og anlægger en dok med en lille sydøstvendt plads foran og danner ramme om en stor plads ved ankomsten fra Strandgade. Figuren veksler mellem at være en række af enkeltstående bygninger og at smelte sammen i en mur.
Basen opløser muren og styrer bevægelsen imellem de forskellige byrum i et mere flydende rumforløb. Den forholder sig til havnens råhed og skala ved at være 4,5 m høj og i beton.
Mellemstykket væver muren sammen med en teglbeklædning som et svøb om boligen.
Kronen differentier muren så bygningerne får identitet og forholder sig til den type bolig den rummer.
Jeg er gået i detaljen med et fragment af muren hvor programmerne hotel og bolig fletter sammen. Fragmentet er som udgangspunkt symmetrisk med forside mod dokken, men hotellet drejer sig mod udsigten og havneløbet og udfordrer symmetrien og giver en mere dynamisk figur.
CV
Uddannelse
2009 Cand. Arch
2004 Ba. arch
2003 Kunstakademiets Arkitektskole
2001-2003 Aarhus Kunstakademi
2000 Aarhus arkitektskole
2000 Matematisk student
Erhvervserfaring
Forår 2007 Boldsen og Holm
Efterår 2006 Praktik hos Bjørn Nørgaard og Boldsen og Holm
Forår 2006 Modelbygger hos Henning Larsen
Sommer 2005 Konkurrence hos Harald Christensen


