Bogudgivelse - "Le Corbusier's VILLA SHODHAN

Dato: 05.02.09 - 05.02.09
Sted: Kunstakademiets Arkitektskole
Skolerådssalen
Philip de Langes Allé 10
Holmen
Tidspunkt: 16.00
Arrangør: Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag

Le Corbusier’s Villa Shodhan

Bogens forfatter er arkitekten Manisha Shodhan Basu, som har afgangseksamen fra Kunstakademiets Arkitektskole i 1974, og har siden fungeret som praktiserende arkitekt i Indien. Sideløbende hermed har hun haft en akademisk karriere med undervisnings- og forelæsningspraksis både i sit hjemland og i Europa. Manisha Shodhan Basu – som er i famlie med husets bygherre, der stadig  ejer og bebor villaen, har helt ekstraordinært fået åbnet huset, som ellers er helt utilgængeligt for offentligheden.

Kunstakademiets Arkitektskole har med henblik på at gøre en publikation om huset så attraktiv og værdifuld som muligt, samlet de største kapaciteter på hvert sit område som team omkring bogens udarbejdelse.

Lektor, prorektor Jørgen Hauberg har med en livslang interesse og forskning i Corbusiers virksomhed skrevet en særdeles vidende introduktion til dette Le Corbusiers afsluttende værk.

Lektor, grafisk designer Steen Ejlers har sammen med Manisha Shodhan Basu researchet i Fondation Le Corbusier’s arkiver i Paris og har her fundet materiale om huset, som aldrig tidligere har været publiceret. Steen Ejlers står samtidig  for bogens tilrettelæggelse og grafiske design.

Lektor, fotograf Jens Frederiksen har sammen med Manisha Shodhan Basu haft mulighed for over flere dage at fotografere huset – både eksteriør og interiør. Fotografierne viser overraskende,  at huset er i en unik stand, hvor alle detaljer, materialer, overflader og farver er som da Corbusier afleverede huset til bygherren.

Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag lægger ikke skjul på, at vi ser udgivelsen af denne bog som et enestående bidrag til den omfattende forskning i og formidling af Le Corbusier’s virke som arkitekt og kunstnerisk tænker, og vil med udgivelsen yde et væsentligt dansk bidrag til dette arbejde.

Info: 118 sider, soft cover, 24,5 x 29 cm., illustreret

Pris: 350 DKK

Udgivet af Kunstakademiets Arkitektskoles Forlag

Bestil bogen hos Arkitektens Forlag, eksp@arkfo.dk

Bogen sælges også på KASB (Kunstakademiets Arkitektskoles Bibliotek)


Download invitation