Skolen

"Det Kongelige Danske Akademi for de Skønne Kunster omfatter foruden Akademirådet, Kunstakademiets Billedkunstskoler, Konservatorskole, Bibliotek og Arkitektskole. Kunstakademiet er grundlagt i 1754 og har netop fejret sit 250 års jubilæum.

Kunstakademiets Arkitektskole er placeret på Holmen blandt en række kreative uddannelser og virksomheder i et enestående studiemiljø, hvor by, havn, kanaler og campus overlejres i en sjælden kvalitet. Mødet mellem byens aktuelle udvikling omkring havnen og det historiske København udfoldes lige foran skolens pakhusporte, og skolen søger at bringer arkitekturdiskussionen op på højeste niveau.

Arkitektstuderende, lærere, forskere og skolestab er i tæt netværk med både den internationale og nationale uddannelseselite og vores ambitionsniveau for uddannelsen og forskningen er, på arkitektfagets vegne, professionelt højt.

Skolens hjemmeside er en af vore indgange, og siderne er under løbende udbygning og forandring i takt med udviklingen i vores uddannelse, på vores efteruddannelse, i udstillingerne og i skolens forskningsaktiviteter og publikationer."

Rektor Sven Felding