
Adjunktur i arkitektfaglige processer
Ved adjunkt, arkitekt MAA Katrine Lotz 2008-2011
Områdets indhold vedrører arkitektfaglige processer og procesteori i bred forstand herunder de processuelle sammenhænge, der karakteriserer overgangen fra fase til fase, samt vidensoverførsel fra processuelle fag og discipliner. Arkitektarbejde anskues således som en sammenhængende række af indbyrdes afhængige faser, der fører fra idéer og programudkast til realisering og beskrivelse af livscykler. Sammenfattende forudsætter stillingen altså både forsknings- og undervisningsmæssige kvalifikationer – og både teoretisk overblik over og et mere detaljeret kendskab til området Arkitektfaglige Processer.
Indenfor rammerne af stillingens forskningsdel er adjunktens/lektorens forskningsopgave tilsvarende dobbelt: - dels skal der opbygges en sammenhængende forståelse af arkitektfaglige processer, der kvalificerer overvejelser om bl.a. arkitektroller og tværlighed – og som gør det muligt at indsætte forskellige, mere specialiserede forskningsbidrag i en kontekst. - og dels skal der indenfor stillingens rammer bidrages med netop sådanne mere specialiserede input – formentlig med hovedvægt på ”realiseringsfaserne”. Dermed indskriver opgaven sig i CINARKs faglige målsætning for området.

