Paradokser i byggeriets tidlige faser - Konkrete løsninger/Abstrakte behov

Flemming Overgaard, Ph.d.-studerende, Arkitekt MAA 

2003-2012

Afhandlingen er et resultat af et ph.d.-studium finansieret af Center for Idræt og Arkitektur og Kunstakademiets Arkitektskole og udført ved Center for Idræt og Arkitektur, Institut for Planlægning.   

Forfatteren tager udgangspunkt i 8 cases fra idrætsbyggeriet, hvor han ved iagttagelser og aktiv indgriben, har undersøgt og udviklet nye metoder som kan sikre, at perspektivrige og innovative idéer kan opstå og overleve – særligt i de turbulente tidlige faser af et projektforløb. Udgangspunktet for undersøgelserne har været, at det ikke er nok for arkitekter blot at skitsere æstetiske løsninger på kendte behov, hvis vi skal bidrage til at skabe reel innovation.  De programmer og behov, der danner grundlaget for skitseringen af løsninger, skal også helt fra starten indgå i en kreativ og gerne inddragende udviklingsproces. Den centrale udfordring der har vist sig er, at behov og løsninger synes at indgå i et paradoksalt samspil, hvor den ene ikke kan bestemmes før eller uafhængigt af den anden. Først når brugere og bygherrer har erkendt deres behov, bliver de i stand til at efterspørge og vurdere forslag til løsninger  - samtidig med - at det først er i mødet med de mulige løsninger, at brugere og bygherrer kan erkende deres behov. Eller sagt på en anden måde: Folk er ikke i stand til at forholde sig til arkitekters forslag før de har indset hvad de vil have – samtidig med – at de først ved hvad de vil have når de har set arkitekters forslag til hvad de kan få. Den gængse opfattelse af at vi først kan opstille forudsætningerne og derefter udvikle løsningerne bliver altså udfordret af observationerne i afhandlingen. Dermed stilles der også spørgsmålstegn ved den gældende lovgivning  og praksis for udvikling og realisering af byggeprojekter, og afhandlingen kommer med forslag til nye konkurrenceformer indenfor de nuværende juridiske rammer. Iagttagelsen af at løsningsforslag i nogle tilfælde er en forudsætning for erkendelsen af behov, har peget på nødvendigheden af at kunne konfrontere brugere og bygherrer med forskellige konkrete løsningsoptioner meget tidligt i udviklingsforløb. I afhandlingen redegør Flemming Overgaard for en metode til at anvende sidestillede scenarier i tidlige inddragelsesprocesser til at sikre, at der kan tages stilling til meget konkrete løsningsforslag samtidig med at rummet for både erkendelsen af behov og den kunstneriske udvikling af de endelige løsninger holdes åbent. 
 
Resumé af afhandlingen
 
Overgaard, Flemming (2012): Paradokser i byggeriets tidlige faser - Konkrete løsninger - Abstrakte behov, København: Det Kongelige Danske Kunstakademis SKoler for Arkitektur, Design og Konservering.
ISBN: 978-87-7830-292-2